Er du Instagrim?
Den her person er ikke bare en indiemusiker – de er genren. Poster sjældent, men når det sker, er det i sort/hvid og ledsaget af et blik, der siger “jeg har følt noget, du ikke ville kunne forstå.” Har mere respekt for en kat, en gul guitar og en fuzzpedal end for nogen politisk institution. Insisterer på at bruge analogt kamera, fordi “digitale farver føles for forudsigelige”. Har en dyb, uironisk kærlighed til lo-fi, men nægter at kalde det for en æstetik – det er bare, hvordan verden lyder, når man mærker den rigtigt. Hver post er en audition til en opvarmningskoncert, der aldrig blev booket.
Mario "den lille musikant"
Denne person har stået bag kassen, gravet huller i jorden, solgt støttemedlemskaber og fået teenagere til at lægge mobilen og lytte. De fleste kalder det joberfaring – personen kalder det karakteropbygning. Hans uddannelse? Den har givet personen røntgensyn for medier, magt og manipulation. Han kan spotte kommunikations-bullshit på 20 meters afstand og pakke det ind, så det stadig lyder som en strategi.Og nej, han laver ikke “kommunikation” som i pastelfarvede slides og buzzwords med nul effekt. Han laver kommunikation med kant, konsekvens og kulturel forståelse. I dag sidder han et sted, hvor du 100 % har set både filmene og logoet – og det er hans opgave at få mennesker, medier og budskaber til at spille så stramt sammen, at du slet ikke opdager, hvor meget arbejde der ligger bag.
Det er mig, Nicolai...
Altså, navnet alene lugter af nyvasket uld og uforløst kærlighed. Du har sammensat en playliste, der føles som at stirre ud ad et togvindue og håbe, nogen tænker på dig – uden at du behøver sige noget højt.
Elias Rønnenfelt åbner selvfølgelig festen – hvis festen foregik i slowmotion under en grå himmel med ekskærester i baggrunden. Og så lige en tur til Asakusa, bare fordi “det føltes rigtigt i kroppen”. Spoiler: det gør det ikke.
Sætningen “blev din stolthed ramt?” burde være tatoveret hen over din sengekant – det er præcis det niveau af selvmedlidende poesi, vi arbejder med her.
Og selvfølgelig slutter du af med Lana Del Rey. Du vælger smerte. Med vilje. Din playliste er ikke bare trist – den er curated melankoli™, med et strejf af jeg er faktisk ret svær at elske, men det er også lidt smukt, ik?
Det er Nicolais playliste, der hedder "De faldne blade".
Med kunstnere som: Atusji, Oasis og Elias Rønnenfelt.
Du er sådan en person, der taler om “æstetik” med den samme alvor, som andre taler om atomkraft. Din største drøm er ikke at blive rig eller lykkelig – det er at blive citeret i en dokumentar om dig selv, helst siddende i silhuet foran et åbent vindue, mens du hvisker noget om livets rytme og cykler i naturen.
Din idé om et ideelt venskab er et menneske, der taler som en stumfilm med stemme på. Du vil ikke have en ven, du vil have et levende digt, der kan nikke anerkendende til dine tanker om livet, mens I deler en passionsfrugt og et eksistentielt sammenbrud i slowmotion.
Du ligner ikke en, der ser fodbold – du ligner en, der skriver digte om dem, der gør. Du sidder i hjørnet med en sort øl og stirrer ind i skummet, som om du leder efter meningen med livet eller et mistet kærlighedsbrev. Og lad os være ærlige: Det sted lugter af tømmermænd og mand, men du får det til at ligne en performance-installation.
Og dit køleskab… Jesus. Det er som at åbne en poststrukturalistisk novelle skrevet af en fermenteringsguru med far-kompleks. Der er altid lige lidt koreansk chili, noget der bobler alt for meget, og så en omgang svinefedt som en stille påmindelse om, at døden findes, og at du byder den velkommen i smørstegt form. Det er ikke mad – det er en livsfilosofi i tre lugte.
Du er ikke bare en type. Du er en genre. En mellemting mellem madklummeskribent, krøllet cigaret og et menneske, der stadig siger “kroppen husker”. Og nej – det gør den ikke. Den prøver bare at glemme.
Konnichiwa, Sebastianson.
Han svarede:
- Jørgen Leth.
- Guiness Bar.
- Gochujang, kefir og svinefedt.
En mand ringer for første gang i verdenshistorien fra en mobiltelefon – midt på gaden – bare for at prale til sin konkurrent.
A) Ja, det skete den 3. april
B) Nej, det var den 1. april
C) Nej, det er en scene fra "Tilbage til Fremtiden"
A) Det skete. Martin Cooper fra Motorola flexede sin nyopfundne mobiltelefon direkte overfor rivalen i 1973.
Et menneske, der har valgt at bruge Instagram som et konceptuelt kunstprojekt og ikke som en platform. Hver post føles som en opsat tanke fra en person, der drikker øl ironisk og mener det alvorligt. Han poster ikke ofte – og når det sker, er det med samme energi som en digtsamling udgivet på et mikrofeministisk forlag i Berlin. Estetikken balancerer mellem “tilfældigt fanget øjeblik” og “jeg brugte 40 minutter på at finde det helt rigtige betonbaggrundslys”. Der er ingen billeder, du bare kan like. Du skal forstå dem – helst med en baggrund i samfundsteori. Det her er en person, der ville afvise kapitalismen, men stadig gerne vil have, du ser, han sidder på café og ligner nogen, der lige har diskuteret Habermas. Følger ikke mange – men det er med vilje. Det er ikke arrogance, det er kuratering.
Er uddannet i at forstå både algoritmer og aromaer. Har brugt mere tid på vinlagre end i gruppearbejde og kan skrive en e-mail-kampagne hurtigere end han kan vælge vin på en første date. Læser noget med “innovation” men får stadig stress over at vælge mellem Riesling og Rosé. Har studeret i udlandet, men nævner det kun hvis det er relevant (eller nogen spørger, eller nogen ikke spørger). Har aldrig postet noget på LinkedIn men har alligevel “135 forbindelser og én mission: at charmere dig med en smagfuld blanding af struktur og Pinot Noir”. Hvem er det digitale vinkort med Excel som kærlighedssprog?
Det jo Bims!
en playliste, der føles som en ensom gåtur gennem regnvåde brosten med lidt for dyre høretelefoner og alt for mange følelser. Det her er ikke bare musik. Det er stemninger, du selv skal fortolke, helst mens du stirrer ud over en tom kanal og tænker “verden er stille nu”.
Du starter med Kaktus Einarsson og Damon Albarn – som om du aktivt forsøger at lyde som en islandsk soundscape fra en kunstfilm ingen har set. Og så er vi ellers i gang med Father John Misty, to gange, fordi én selvironisk mand med guitar ikke var nok til at dække dit januar-traume.
Du taler fransk, når du har det svært – eller i hvert fald spiller “J’adore le monde”, som om det hjælper. Spoiler: det gør det ikke. Det lyder bare pænere, når du græder på fransk.
Og så lige lidt Sade, fordi du gerne vil være sensuel, men på en måde, hvor folk også ved, at du er kompleks og sandsynligvis har et kompliceret forhold til din mor.
Det hele kulminerer med “Det Hele Kan Hele”, hvilket er ironisk, for det kan det ikke – og du ved det godt. Men du sætter den på alligevel, stirrer ud i mørket og tænker: “Hvis bare nogen kunne forstå mig som jeg forstår denne playliste.”
Selvfølgelig Kimbo.
Med kunstnere som: Nick Cave, Allie X og Sade.
Den her person har main character energy i en indie-film, der foregår på Nørrebro og handler om at føle ting intenst over små tallerkener. En type, der taler passioneret om kultur og kritisk infrastruktur, men alligevel har yoghurt som måltid tre dage om ugen. Socialt liv? Kurateret. Vennegruppen består primært af folk med egne nyhedsbreve eller mindst ét anmelderbadge på deres Instagram-story. Vil gerne fremstå low-key, men har tænkt nøje over, hvilket glas øllen skal drikkes af. Har grundlæggende et dybt behov for voksenbekræftelse, men pakker det ind i en joke og håber nogen inviterer med alligevel.
Den er svær, fordi det næsten kunne være os alle, men der kan dog ikke være tvivl om at det er Kimbo.
Han svarede:
- Jeg vil ønske mig en voksenven. Martin Kongstad, så kan jeg forhåbentligt komme med på restaurant.
- Der er mange dejlige steder i København, har svært ved at vælge et sted, men jeg kan meget godt lide når vi er på Omar.
- Havremælk, frugtyoghurt og en lille øl.
H.C. Andersen blev født den 3. april og skrev sin første novelle, mens han endnu lå i vuggen.
A) Ja, han blev født den 3. april
B) Nej, han blev født den 1. april – som en joke
C) Nej, han er en sammensat figur af fire forfattere
A) Han blev faktisk født den 3. april. Resten... er måske lidt pyntet.
Det her er profilen for én, der poster som om deres liv er sponsoreret af Lonely Planet, men i virkeligheden bare er drevet af en indre trang til at få bekræftet, at de er rigtig gode til at leve. Hvert billede skriger “Jeg er til stede i nuet” – hvilket i praksis betyder “jeg har redigeret den her solnedgang i VSCO seks gange.” Skriver ikke tekster til opslag, for æstetikken taler for sig selv, og det ville være synd at forstyrre narrativet om det spontane liv. Følger flere end der følger tilbage – men det er okay, for “det handler jo ikke om likes”. Har det lidt for godt med at få det hele til at se lidt for godt ud.
Hvem andre end Umuligus?
Har tre gange søgt på “hvordan starter man et forfatterskab?” men endte med at søge job i pensionssektoren. Har en svaghed for både Karen Blixen og korrekt formattering i Word. Er typen der retter andres kommaer i gruppechats, men med charme. Har arbejdet for flere kulturforlag, men valgte at gå “corporate” – for ironien, for lønnen, og fordi nogen jo skal redde Danmark én PowerPoint ad gangen. Hvis man spørger, hvad han læser lige nu, nævner han en bog du har haft på din to-read-liste siden 2017. Hvem er det kulturelle wildcard, der drømmer om kunst, men får sin frokost i kantinen?
Konnichiwa, Sebastianson.
Der er noget ved denne playliste, der skriger: “Jeg laver mad med brune smørklatter og følelser”. Du går ikke op i genre – du går op i tekstur. Alt skal være lidt støvet, lidt funky og gerne med en rapper, der lyder som om han læser højt fra en menu på en koreansk grillbar i Brooklyn.
Du kører dobbelt op på Action Bronson, hvilket giver mening – du er også typen, der ser Vice-dokumentarer som selvudvikling. Og så har du lige presset Earl Sweatshirt ind på 1 minut og 6 sekunder, som en slags auditiv shot tequila. Kort, stærkt og lidt ubehageligt, men vigtigt.
Midt i det hele ligger Daft Punk og strækker sig dovent over to tracks, som om du vil signalere, at du både kan føle kærlighed og tage MDMA i kontrollerede mængder. Det er ikke musik – det er stemningsarkitektur med diskokugler og eftertanke.
Og hvem ellers popper op? Jessie Ware og Myd. Det er ikke sange, du hører – det er drinks, du drikker. Du trykker play, og pludselig er der figen i din cocktail og nogen, der spørger til dit stjernetegn.
Du er ikke bare curated – du er karakterstyret. Som en dyr parfume, der dufter af pære, men også lidt af jeg er svær at kende, men værd at lære at forstå.
Det er Bims, som har lavet en playliste, der hedder Bibendum.
Med kunstnere som: Jessie Ware, Mayer Hawthorne og Noname.
En karakter, der starter dagen med et spejlæg og slutter den med at charme sig vej til en gratis øl kl. 03:42 på en bar, der lugter lidt af røg og beslutningstømmermænd. Har store drømme om et liv i mad og musik, men får aldrig skrevet noget ned – fordi samtalen flyder, og forårsløgene skal jo bruges. Blander kulturel kapital med street smartness på en måde, der gør det svært at vide, om man lige er blevet roaster eller rekrutteret til en pop-up happening. Har et fundament af græsk yoghurt og selvironi – og går aldrig hjem, før lyset tændes og nogen spiller noget med hornsektion.
Det er jeres alle sammens yndling: Nicolai Kornbeck Tokehøj!!!
Jeg svarede:
- Simon Jul.
- Osborne.
- Æg, forårsløg og græsk yoghurt.
Stanley Kubrick udgav 2001: A Space Odyssey den 3. april 1968 – og mange mente, han også lavede månelandingen.
A) Ja, filmen udkom den 3. april
B) Nej, det var 1. maj – arbejdernes rumfilm
C) Nej, det hele er et konspirationsteoretisk meme
A) Den udkom 3. april – og ja, nogle tror stadig han iscenesatte hele NASA. Lidt for meget popcorn dér.
Et menneske, der er gået all-in på livsstil som personlighed. Er født med et indre kompas, der peger direkte mod “naturlig vin” og samtalekøkkener med åbne bogreoler. Har personlighed som en stille morgen i marts – lidt melankolsk, meget stilfuld og muligvis på vej til et litteraturarrangement i Stefansgade. Tror grundlæggende på, at livet bør leves i sænkede skuldre og god belysning, men kan samtidig tale lidt for længe om strukturen i en croissant. Har aldrig råbt, men kan dræbe med et blik, hvis du siger noget dårligt om det offentlige. Taler som om verden er et essay, og man selv er fodnoten, der gør det hele lidt klogere. Drømmer i farvekoder og har følelser i Helvetica.
Min søde, smukke Rosalina <333
Har faciliteret flere processer end der er afleveret specialer i Nordvest. Har co-createt, systemisk ændret og “holdt rum” i så mange kontekster, at vedkommende efterhånden selv er blevet en workshop med ben. Har arbejdet i Berlin, Vestsjælland og for globale giganter – men omtaler det stadig som “meningsfulde projekter i fællesskaber”. Har ikke haft et fast skrivebord siden 2017 og kan få et Excel-ark til at føles som en sanseoplevelse. Har læst projektledelse, men det vigtigste der ledes, er andres energi og intentioner. Hvem er denne post-its person?
Kan man lave en quiz, uden Lærke er med?
Du har lavet en playliste med fire sange og tænkt: “Det her... det er nok.” Og det er jo præcis den slags selvtillid, der normalt kun findes hos mænd, der laver espresso med nøgen overkrop og siger “jeg er ikke som de andre.”
Det hele starter med en sang, der nærmest er et epos over tabt dans – som om du selv stod på en tom klub og holdt om dig selv, mens nogen filmede dig i sort-hvid. Og så glider vi direkte over i Mopedbart – en sang, der lyder som en norsk 80'er-fantasi, hvor nogen har mikset Aperol med fiskeromantik og kaldt det kunst.
Og så – selvfølgelig – Dom Dolla. Fordi du er typen, der har gået med solbriller indendørs og syntes, det var ironisk, men så blev det bare… din ting.
Til sidst runder vi af med TV-2, fordi du skal have et dansk nummer med – du er jo ikke følelseskold, du er kulturelt forankret.
Det her er ikke en playliste. Det er en personlighedstest. Du hører de samme fire sange igen og igen, ikke fordi de er dine favoritter – men fordi du har overbevist dig selv om, at du ikke har brug for mere. Og ærligt? Det er næsten imponerende.
Dereon.
Der findes mennesker, der er så uimponerede over verden, at man skulle tro, de var født i en vintage hoodie med lommerne fulde af luftige principper og halvspiste snacks – og så er der dig, der har gjort det til et decideret kunstprojekt at være så ligeglad, at det næsten bliver en identitet.
Din yndlingsbar? Den slags sted, der har så lidt karakter, at det næsten bliver en æstetik. Du siger det er basic – men basic kræver trods alt en vis grundidé. Dit valg lugter mere af: “Jeg bor tæt på og der er sjældent kø.” Og det er fair nok. Ikke alle skal jo være frontløbere i Urban Bar Crawl 2025. Nogen skal også være de stille eksistenser i hjørnet, der bestiller øl som en replik: “Det sædvanlige.”
Din store drøm om en celebrity-bromance er åbenbart en mand, der ligner en pizzabager, rapper som en rullekebab og laver mad, som om han forsøger at få hjertekarsygdomme på samlebånd. Og på en eller anden måde giver det mening – du virker også som typen, der har set Vice så mange gange, at du tror, det tæller som kulturel kapital.
Og så er der dit køkken. Eller, lad os kalde det hvad det er: et kulinarisk escape room for mænd, der stadig bruger ordet “snack” om kød. Der er altid lige noget røget, noget saltet og noget, der krøller tungen sammen som en gymnasielærer på tredje espresso. Det er ikke så meget mad, som det er... små aggressioner i glas.
Du er ikke cool. Men du prøver heller ikke – og det er jo egentlig det, der gør det hele lidt sørgeligt charmerende. Som en halvvarm Negroni klokken tre på en tirsdag: mærkelig, bitter, og lidt ude af kontekst.
Svaret er Dereon, sớm til skrev dette:
Kendis: Action Bronson Ynglingsbar i København: Karrusellen (lidt basic måske, men har ikke rigtig nogen spændende signatur bar) I Køleskabet altid: Kappers.
Jeg svarer: Tak! Du mangler to ting til dit køleskab.
Han svarer tilbage: Oh har læst forkert så. Giv mig lige et øjeblik. Oliven og chorizopølse.
Marvin Gaye blev skudt af sin far den 3. april og døde midt i optagelserne til en duet med Whitney Houston.
A) Ja, det skete præcis den 3. april
B) Nej, han blev begravet den 3. april
C) Nej, han lever stadig i Bahamas og spiller saxofon
B) Han døde 1. april 1984, og blev begravet den 3. – tragisk og dybt surrealistisk.
En moderne munk i Patagonia-fleece, der bærer sin totebag som et moralsk kompas og lever efter devisen: “less is more – medmindre det gælder solnedgange eller teksturer.” Instagram fungerer som digital retræte, hvor hvert opslag balancerer mellem bæredygtig spiritualitet og visuel kontrol. Ser ud som én, der arbejder som tjener et sted, hvor fliserne er håndmalede, og du får skældud, hvis du udtaler “espresso” forkert. Drikker kun flat white eller espresso – men kun hvis de er lavet rigtigt, og helst af én, der også kan tale om bønnernes højde over havet.
Joakim Eriksen, mine damer og herre!!!
Har gået på uni så længe, at vedkommende får stresssymptomer af at se nogen ikke referere til Bourdieu i en samtale. Har været på udveksling i ‘de varme lande’ og vendte hjem med både indsigter om global ulighed og en ny totebag. Er typen der siger “det er mere komplekst end som så” midt i en diskussion om pastasalat. Har arbejdet med noget, der lyder meningsfuldt, men som ingen helt forstår – og det er præcis pointen. Kan analysere fællesskab, fremmedgørelse og din vibe på under 30 sekunder. Hvem er det akademiske menneske med et hjerte for samfundet og en passiv-aggressiv holdning til Google Docs?
Signe Marie
Du har lavet en playliste, der hedder “Singer-SongWriter” og lagt to sange i den. To.
Det er ikke en playliste. Det er en tankerække med akustisk baggrund.
Du åbner med Villagers, hvilket giver stærke “jeg skriver breve jeg aldrig sender”-vibes. Og så glider du direkte over i Bon Iver, altså manden der bogstaveligt talt gik ud i en skov og kom tilbage med følelser i flerstavelsesord. Du valgte 22 (OVER S∞∞N), fordi selvfølgelig gjorde du det. Det er ikke bare en sang – det er en tilstand.
Din playliste er kortere end din seneste situationship, men mere følelsesladet. Det er det musikalske svar på at tage et sort-hvidt billede af dine sko i regnvejr og skrive “some days just ache softer” i caption.
Du siger "singer-songwriter", men vi hører:
“Jeg har følt noget én gang, og jeg laver stadig emotionel fanfiction over det i mit hoved.”
Konnichiwa, Sebastianson.
På playlisten "Singer-Song Writer" var der følgende kunnstnere på: Bon Iver og Villagers.
Der findes mennesker, der er født med en skæv midterskilning og en naturlig flair for at tale i citater fra Drengene fra Angora – og så er der dig, som simpelthen har valgt at gøre det til en livsstil. Du går rundt i livet med en indre monolog, der lyder som Simon Kvamm på en eksistentiel tirsdag, og hvis du kunne få din sjæl produceret, ville den uden tvivl være mixet af Carsten Heller og udgivet på vinyl med begrænset oplag.
Du kalder det “at tage en øl”, men vi ved godt, det betyder at glide ind på Osbourne, som var det din stue, bare med bedre belysning og færre skyldfølelser. Du drikker ikke bare – du kuraterer dine drinks. Du bestiller en negroni, som om du er med i en Wes Anderson-film, og dine venner er blot biroller i dit subtile, citrusduftende storbydrama.
Du er den slags menneske, der siger “jeg har ikke rigtig noget mad derhjemme” og så disker op med shakshuka, som om det var en kedelig tirsdag i Tel Aviv. Sennep har du ikke bare én slags af, vel? Der står fire varianter med franske etiketter og så meget karakter, at de kunne få deres egen anmeldelse i Gastro. Og de soltørrede tomater? De har ikke været købt – de er anskaffet. På et lille marked. I syditalien. I dit hoved.
Du er København, når det regner lidt, men du stadig nægter at tage cykelhjelm på, fordi den “ødelægger helhedsindtrykket”.
Det er vores alle sammens Andreas aka Dorph, som jeg kender ham<333
Han svarede:
1. SImon Kvamm
2. Osbourne
3. Sennep, soltørret tomater og æg
USA underskrev NATO-traktaten den 3. april 1949 og sendte straks en alliance-T-shirt til alle medlemmer.
A) Ja, det skete den 3. april
B) Nej, det var først i juni – klassisk USA at være forsinket
C) Nej, NATO blev grundlagt på Twitter i 2011
A) Fuldstændig korrekt. USA skrev under på traktaten 3. april og joinede den kollektive cool kids club.