Spørgsmål til 1. semester prøve Fysioterapeut Fysioterapi - Thomas A-Hold

Funktionsanalyse

100

Udpeg involverede led og analyser muskelarbejdet i de store muskelgrupper i funktionen at løfte et glas med vand fra et bord og tage en tår.

• Involverede led:
  1. Skulderleddet (Glenohumeral joint) – Hævning af armen for at gribe glasset.
  2. Albueleddet (Cubital joint) – Fleksion for at bringe glasset tættere på munden.
  3. Håndleddet (Radiocarpal joint) – Stabilisering af glasset under løft og hældning.
• Muskelarbejde:
  1. Skuldermuskler:
     • Deltoideus (særligt den laterale del) aktiveres for at løfte armen.
     • Supraspinatus hjælper med at stabilisere skulderleddet i løftet.
  2. Biceps brachii:
     • Fleksion af albueleddet for at bringe glasset tættere på kroppen.
  3. Underarmsmuskler (f.eks. flexor carpi radialis og flexor carpi ulnaris):
     • Stabilisering af håndleddet, så glasset holdes i en kontrolleret position.
  4. Trapezius og rhomboideus:
     • Stabilisering af skulderbladene under løftet for at opretholde en god position af armen.
• Funktion i at tage et tår:
  Når glasset er løftet til munden, arbejder musklerne i underarmen og håndleddet for at hælde vandet op til munden, mens biceps brachii og skuldermusklerne opretholder en stabil position af armen.

200

Udpeg involverede led og analyser muskelarbejdet i de store muskelgrupper i funktionen at rejse sig fra en stol

• Involverede led:

  1. Hofteleddet – Fleksion af hofteleddet for at begynde at løfte kroppen op.
  2. Knoglerne i knæleddet – Fleksion og derefter extension af knæene for at rette benene ud og støtte kroppen i oprejsning.
  3. Ankelleddet – Plantarflexion (hælen trykkes ned mod gulvet) for at stabilisere kroppen under oprejse.

• Muskelarbejde:

  1. Quadriceps femoris:
     • Den primære muskelgruppe til at extendere knæet og strække benene, så kroppen løftes op fra stolen.
  2. Gluteus maximus:
     • Aktiv ved at ekstendere hofteleddet og hjælpe med at løfte overkroppen op, især når hofterne bøjes under bevægelsen.
  3. Hamstrings:
     • Stabiliserer knæleddet og hjælper med at sikre korrekt kropsholdning under oprejsningen, men arbejder primært i et støttende rolle.
  4. Erector spinae:
     • Musklerne langs rygsøjlen aktiveres for at opretholde en stabil og oprejst kropsholdning, så der ikke opstår overbelastning i ryggen.
  5. Gastrocnemius og soleus (lægmuskler):
     • Hjælper med at skabe stabilitet i anklerne og støtte oprejsningen, især når hælene trykkes ned mod gulvet for at generere kraft.

300

Foretag en ganganalyse med inddragelse af begreberne knyttet hertil. Analyser muskelarbejdet i UE i forbindelse med svingfase og hæl-i-sæt.

• Svingfase:

  • Hofteled: Iliopsoas og rectus femoris arbejder for at flektere hoften og føre benet frem. Dette er nødvendigt for at få benet fri fra jorden og forberede det til næste skridt.
  • Knæled: Hamstrings aktiveres for at bøje knæet og få foden fri af jorden. Samtidig hjælper quadriceps med at kontrollere knæets position og forhindre overstrækning.
  • Ankelled: Tibialis anterior aktiveres for at løfte foden (dorsalfleksion) og forhindre, at tåen rammer underlaget under svinget.

• Hæl-i-sæt:

  • Hofteled: Gluteus maximus ekstenderer hoften og stabiliserer bækkenet, hvilket hjælper med at starte kroppens fremadrettede bevægelse.
  • Knæled: Quadriceps strækker knæet og hjælper med at stabilisere benet under landingen.
  • Ankelled: Gastrocnemius og soleus aktiveres for at kontrollere hælens kontakt med underlaget og stabilisere foden under vægtbelastningen, så benet ikke kollapser ved hæl-i-sæt.

400

Udpeg involverede led og analyser muskelarbejdet i de store muskelgrupper i begge UE i funktionen at gå et trappetrin ned

• Involverede led:

  1. Hofteleddet: Fleksion og ekstension, hvor hoftefleksion hjælper med at sænke kroppen ned mod trinnet, og ekstension stabiliserer hoften, når du sænker dig videre.
  2. Knæleddet: Fleksion og ekstension, hvor knæet bøjes eksentrisk for at kontrollere nedgangen og derefter rettes ud for at stabilisere kroppen.
  3. Ankelleddet: Dorsalfleksion, hvor tibialis anterior aktiveres for at hæve foden og undgå at den rammer trinnet, og plantarfleksion, hvor gastrocnemius og soleus hjælper med at sænke hælen mod trinnet.

• Muskelarbejde:

  1. Gluteus maximus: Arbejder eksentrisk for at kontrollere hoftefleksion og stabilisere bækkenet, så du ikke falder fremad.
  2. Quadriceps: Arbejder ekscentrisk for at kontrollere knæfleksion og sænke kroppen langsomt og kontrolleret.
  3. Hamstrings: Stabiliserer knæleddet og hjælper med at kontrollere nedadgående bevægelse.
  4. Tibialis anterior: Aktiv i dorsalfleksion for at løfte foden op, så den ikke rammer trinnet.

500

Udpeg involverede led og analyser muskelarbejdet i de store muskelgrupper i funktionen at sætte en tung kasse på gulvet

• Involverede led:

  1. Hofteleddet: Fleksion for at bøje hoften og sænke kroppen ned mod gulvet.
  2. Knæleddet: Fleksion for at bøje knæene og kontrollere bevægelsen af kroppen.
  3. Ankelleddet: Dorsalfleksion for at stabilisere foden og sikre, at du ikke mister balancen.

• Muskelarbejde:

  1. Gluteus maximus: Arbejder ekscentrisk for at kontrollere hoftefleksion og hjælpe med at stabilisere bækkenet, mens du sænker dig.
  2. Quadriceps: Arbejder ekscentrisk for at kontrollere knæfleksion og sikre en kontrolleret sænkning af kassen.
  3. Hamstrings: Stabiliserer knæet og hjælper med at bøje hofteleddet under bevægelsen.
  4. Erector spinae: Stabiliserer rygsøjlen og hjælper med at opretholde en neutral rygstilling under løft og sænkning.

Anvendt sundhedspsykologi, -kommunikation og -pædagogik (svær)

100

Når du skal samarbejde med en borger, er det ifølge Calgary-Cambridge kommunikationsguiden vigtigt, at du arbejder med samtalens struktur og relationen. Forklar hvorfor struktur og relation er vigtigt for borgerens oplevelse af situationen. Kom med eksempler på mikro-færdigheder, du kan bruge til at styrke strukturen og relationen i samtalen.

Struktur og relation er vigtige, fordi de skaber tryghed og forudsigelighed, hvilket hjælper borgeren med at forstå samtalen og føle sig hørt. Eksempler på mikro-færdigheder inkluderer åbne spørgsmål ("Hvad bringer dig her i dag?"), opsummering ("Så du har haft ondt i en måned?") og klare overgange ("Lad os tale om behandlingsmuligheder"). En god relation skaber tillid, som er afgørende for, at borgeren åbner op og deltager aktivt i samtalen.  

200

Hvilke faser bør en sundhedsprofessionel følge i en samtale med en borger ifølge Calgary-Cambridge Guiden, og hvilke færdigheder er vigtige i de første to faser?

De fem faser i Calgary-Cambridge Guiden er:

1. Indlede samtalen
2. Indhente information
3. Fysisk undersøgelse og vurdering
4. Formulere en plan
5. Afslutte samtalen

De tre færdigheder i den første fase, "Indlede samtalen", er:

• Introduktion og formål
• Skabe rapport og tillid
• Sætte rammen for samtalen

I den anden fase, "Indhente information", er de tre vigtige færdigheder:

• Aktiv lytning
• Stille åbne og lukkede spørgsmål
• Opsummering af information

300

Foretag en kort smerteanamnese ift. en patient med lændesmerter (3 min). Redegør for hvordan du inddrager Neuromatrix-teorien i din anamnese, og hvordan du supplerer de verbale svar med de oplysninger, du får gennem kropslæsning af patienten.

• Start med at spørge om smertebeskrivelse: “Hvordan føles smerten? Hvornår startede den? Forværres den med bestemte bevægelser?”
• Brug Neuromatrix-teorien ved at spørge om følelsesmæssige, sociale og kognitive faktorer, der kan påvirke smerten: “Er der noget i dit liv, der forværrer smerten, som stress eller bekymringer?”
• Vurder funktion: “Hvordan påvirker smerten din dagligdag?”
• Kropslæsning: Observer patientens bevægelser og holdning for tegn på beskyttelse af lænden eller ubehag, og tilpas spørgsmålene derefter.

400

Beskriv Danske Fysioterapeuters etiske principper: Relationen til patienten og pårørende, Relationen til samfundet og Relationen til andre professionelle. Forklar herefter hvordan du i praksis kan sikre, at patienten oplever ret til selvbestemmelse.

• Relationen til patienten og pårørende: Respekt for patientens værdighed, tillid, informeret samtykke og inddragelse af pårørende, når relevant.
• Relationen til samfundet: Fremme sundhed og forebyggelse, ansvarlig brug af ressourcer og oplysning om sundhed i samfundet.
• Relationen til andre professionelle: Samarbejde og respekt for faglig kompetence, tværfaglighed og ansvarlighed.
• Sikring af selvbestemmelse: Informere klart, give valgmuligheder, lytte til patientens ønsker og respektere beslutninger.

500

Hvordan laver du en kort holdningsanalyse af din medstuderende, og hvordan inddrager du nonverbal kommunikation, herunder berøring, placering og positionering i rummet?

• Nonverbal kommunikation: Observerer ansigtsudtryk, kropsholdning og øjenkontakt. Hvis din medstuderende undgår øjenkontakt eller er opadstående i kroppen, kan det signalere usikkerhed eller ubehag.
• Berøring: I en akademisk kontekst er berøring sjældent nødvendigt, men et venligt håndtryk eller en klap på skulderen kan signalere støtte eller opmuntring.
• Placering og positionering: Hvis vi sidder tæt, kan det signalere en åben og engageret dialog. Hvis den ene person vender sig væk eller sidder med arme over kors, kan det indikere, at de er reserverede eller ikke er helt åbne.
• Eksempler på holdningsanalyse: Hvis min medstuderende krydser arme under en diskussion, kan det indikere modstand eller mangel på engagement, og jeg vil måske justere min egen kropsholdning for at fremme en mere åben kommunikation.

Udspænding

100

Demonstrer passiv udspænding til opnåelse af stress-relaxation og “hold-slap af” udspænding af m. pectoralis major incl udspring og hæfte

• Position: Patienten ligger på ryggen med armene abduceret til ca. 90 grader og skuldrene let roteret udad. Dette skaber en passiv udspænding af m. pectoralis major.
• Stress-relaxation: Øg langsomt strækket ved at presse armen bagud (mod en udadrotation af skulderbladene) for at aktivere musklen. Hold strækket i 20-30 sekunder for at give musklen tid til at afslappende og tillade yderligere udstrækning.
• “Hold-slap af” udspænding: Bed patienten om at modstå let modstand i 5-10 sekunder, hvor de forsøger at bringe armen frem mod kroppen, hvilket aktiverer musklen. Efter modstand frigives spændingen, og du øger strækket langsomt for at maksimere udspændingen.
• Udspring og hæfte: Udspring fra clavicula (kravebenet) og sternum (brystbenet), og hæfte på humerus (øverste del af overarmen).

200

Demonstrer passiv udspænding til opnåelse af creep og “reciprok antagonisthæmning”-udspænding af haserne incl udspring og hæfte

• Position: Patienten ligger på ryggen, og benet er strakt ud med foden i dorsalfleksion (foden trukket op mod kroppen) for at maksimere strækket af m. biceps femoris, semitendinosus og semimembranosus (haserne).
• Creep: Øg langsomt strækket ved at holde benet i en position, hvor du trækker foden mod kroppen. Strækningen holdes i 20-30 sekunder, hvilket giver musklen tid til at reagere med creep, hvor musklen langsomt strækker sig over tid under vedvarende belastning.
• “Reciprok antagonisthæmning”: For at forstærke strækket, bed patienten om aktivt at spænde de modsatrettede muskler, som f.eks. m. quadriceps (lårmusklerne), hvilket hæmmer aktiviteten i haserne og tillader yderligere strækning af disse muskler.
• Udspring og hæfte: Udspring for m. biceps femoris fra ischium (hoftebenet), og hæfte på fibula (lægbenet). Semitendinosus og semimembranosus udspringer også fra ischium og hæfter på tibia (skinbenet).

300

Demonstrer passiv udspænding til opnåelse af creep og “reciprok antagonisthæmning”-udspænding af m. trapezius descendens incl. udspring og hæfte

• Position: Patienten sidder eller står oprejst med hovedet let bøjet fremad og til siden (mod den modsatte side af strækket). Hovedet roteres let, og den modsatte skulder trækkes forsigtigt ned mod gulvet for at strække m. trapezius descendens.
• Creep: Strækket holdes konstant i 20-30 sekunder for at give musklen tid til at reagere med creep, hvor musklen gradvist tillader mere udstrækning over tid under vedvarende belastning.
• “Reciprok antagonisthæmning”: Bed patienten om aktivt at kontrahere den modsatte side af trapezius, dvs. m. trapezius ascendens (øverste del af trapezius), hvilket vil hæmme aktiviteten i den strækkede muskel og dermed tillade et større stræk af m. trapezius descendens.
• Udspring og hæfte: Udspring af m. trapezius descendens fra den øverste del af nakke- og ryghvirvlerne (ligamentum nuchae og processus spinosus C1-T12), og hæfte på den laterale del af clavicula og acromion (skulderbladets udløber).

400

Demonstrer passiv udspænding til opnåelse af stress-relaxation og “hold-slap af”- udspænding af m. soleus incl. udspring og hæfte

• Position: Patienten sidder eller ligger med benet strakt ud. Foden dorsalflekteres forsigtigt ved at trække foden op mod kroppen, hvilket strækker m. soleus. Du kan støtte foden i denne position for at opnå maksimal udspænding.
• Stress-relaxation: Strækket holdes i 20-30 sekunder for at give musklen tid til at reagere med stress-relaxation, hvilket betyder, at musklen langsomt slipper spændingen og tillader yderligere udstrækning.
• “Hold-slap af” udspænding: Bed patienten om at modstå let modstand ved at forsøge at presse foden ned mod underlaget i 5-10 sekunder (aktiverer m. soleus). Efter modstand frigives spændingen, og du øger langsomt strækket for at opnå et større udspænding.
• Udspring og hæfte: Udspring af m. soleus fra den bageste del af tibia (skinbenet) og fibula (lægbenet), og hæfte på calcaneus (hælbenet) via akillessenen.

500

Demonstrer “hold-slap af” og “reciprok antagonisthæmning”-udspænding af m. piriformis incl udspring og hæfte

• Position: Patienten ligger på ryggen med det ene ben bøjet og foden placeret på det modsatte knæ (fig. 4). Dette giver en fleksion og udadrotation af hofteleddet, som strækker m. piriformis.

• “Hold-slap af” udspænding:

  • Bed patienten om aktivt at modstå modstanden i 5-10 sekunder ved at forsøge at presse knæet tilbage mod kroppen (dvs. modvirke rotation af hofteleddet).
  • Efter modstanden, lad musklen slappe af og øg strækket langsomt, hvilket giver et større udspænding af m. piriformis.

• “Reciprok antagonisthæmning”:

  • Bed patienten om at aktivere den modsatte muskelgruppe (m. gluteus maximus) for at aktivere reciprok hæmning. Dette hæmmer aktiviteten af m. piriformis, hvilket giver mulighed for et større stræk.

• Udspring og hæfte:

  • Udspring: M. piriformis udspringer fra forsiden af os sacrum (korsbenet) og de forreste sacralhuller.
  • Hæfte: M. piriformis hæfter på den greater trochanter (den øverste del af lårbenet).

Osteokinematisk undersøgelse (aktiv/passiv)

100

Demonstrer aktiv osteokinematisk undersøgelse af art. coxae i stående og passiv i liggende

• Aktiv osteokinematisk undersøgelse af art. coxae i stående:

  • Patienten står oprejst med begge ben i hofte- og knæleddet i en neutral position.
  • Du beder patienten om at udføre aktive bevægelser af hoften i forskellige retninger, fx:
    • Fleksion: Løft et ben fremad mod kroppen og observer bevægelsen i hofteleddet.
    • Ekstension: Træk et ben bagud og observer bevægelsen i hofteleddet.
    • Abduktion: Løft benet ud til siden.
    • Adduktion: Træk benet ind mod midten.
    • Indad- og udadrotation: Drej benet ud og ind, mens hofteleddet forbliver i neutral position.
  • Under denne aktive undersøgelse kan du vurdere bevægelsesudslaget, koordinationen, og om der er nogen smerte eller begrænsninger i bevægelsen.

• Passiv osteokinematisk undersøgelse af art. coxae i liggende:

  • Patienten ligger på ryggen med begge ben strakt ud og hofterne i neutral position.
  • Du udfører passive bevægelser af hofteleddet ved at løfte eller dreje benet forsigtigt uden patientens aktive deltagelse.
    • Fleksion: Løft benet opad og observer hoftebøjningen.
    • Ekstension: Løft benet bagud og observer hofteekstensionen.
    • Abduktion og adduktion: Flyt benet ud til siden og ind mod midten for at vurdere udslaget.
    • Indad- og udadrotation: Drej benet indad og udad for at teste bevægelsen i hofteleddet.
  • Under den passive undersøgelse kan du vurdere bevægelsesudslaget, eventuelle begrænsninger, smerte, eller stivhed i leddet.

200

Demonstrer osteokinematisk undersøgelse af art. genus i liggende stilling

• Position: Patienten ligger på ryggen med begge ben strakt ud, og hofterne i neutral position. Du står ved siden af patienten og holder knæet i en afslappet position.

• Fleksion af knæleddet:

  • Hold patientens ankel og bøje knæet langsomt. Observer, hvor langt knæet kan bøjes. Det normale bevægelsesudslag for fleksion er omkring 130 grader.
  • Under fleksionen kan du vurdere kvaliteten af bevægelsen, om der er nogen modstand, smerte eller begrænsninger i bevægelsen.

• Ekstension af knæleddet:

  • Hold anklen og skub forsigtigt knæet ned mod underlaget for at strække knæet helt ud. Det normale bevægelsesudslag for ekstension er omkring 0 grader, hvor knæet er helt lige.
  • Vurder om der er nogen modstand mod ekstensionen eller tegn på subluxation eller hyperextension.

• Rotation af knæleddet (i fleksion):

  • For at vurdere indad- og udadrotation, bøj knæet let (ca. 30 grader fleksion), og roter tibia (skinbenet) enten indad eller udad. Dette tester de passive rotationsbevægelser af knæleddet.
  • Normal rotation af knæet er begrænset, da det ikke skal være en stor bevægelse. Dette bruges til at vurdere eventuelle problemer med ledbåndene eller meniskerne.

• Vurdering:

  • Under hele undersøgelsen observerer du knæleddet for eventuelle tegn på hævelse, smerte eller unormal bevægelse.
  • Tjek om der er nogen tegn på instabilitet, smerte eller restriktioner i bevægelsen, som kunne indikere skader på ledbånd, menisk eller andre strukturer i knæet.

300

Demonstrer osteokinematisk undersøgelse af art. talocruralis og art. subtalaris - aktiv stående og passiv liggende

Art. Talocruralis (ankelleddet)

• Aktiv undersøgelse i stående:
  • Dorsalfleksion: Bed patienten om at hæve tæerne mod skinnerne.
  • Plantar fleksion: Bed patienten om at sænke hælene og strække foden nedad.
• Passiv undersøgelse i liggende:
  • Dorsalfleksion: Træk tæerne mod kroppen.
  • Plantar fleksion: Skub foden nedad.

Art. Subtalaris (subtalarleddet)

• Aktiv undersøgelse i stående:
  • Inversion: Bed patienten om at vippe foden indad.
  • Eversion: Bed patienten om at vippe foden udad.
• Passiv undersøgelse i liggende:
  • Inversion: Drej foden indad.
  • Eversion: Drej foden udad.

400

Demonstrer osteokinematisk undersøgelse af art. radiocarpea

• Aktiv undersøgelse:

  • Fleksion: Bed patienten om at bøje hånden fremad mod underarmen (palmarfleksion).
  • Ekstension: Bed patienten om at bøje hånden bagud mod håndens dorsum (dorsalfleksion).
  • Radial deviation (abduktion): Bed patienten om at vippe hånden mod tommelfingeren.
  • Ulnar deviation (adduktion): Bed patienten om at vippe hånden mod lillefingeren.

• Passiv undersøgelse:

  • Fleksion: Hold hånden og bøje den forsigtigt fremad.
  • Ekstension: Hold hånden og bøje den forsigtigt bagud.
  • Radial og ulnar deviation: Hold håndleddet og drej det forsigtigt i hver retning for at vurdere bevægeligheden.

500

Demonstrer osteokinematisk undersøgelse af art. cubiti og art. radioulnaris proximalis og distalis

Art. Cubiti (albueleddet)

• Aktiv undersøgelse:

  • Fleksion: Bed patienten om at bøje armen mod brystet og observer bevægelsen.
  • Ekstension: Bed patienten om at strække armen ud og observer bevægelsen.

• Passiv undersøgelse:

  • Fleksion: Løft forsigtigt underarmen mod patientens bryst for at vurdere fleksionen.
  • Ekstension: Stræk forsigtigt armen ud for at vurdere ekstensionen.

Art. Radioulnaris Proximalis (proximal radioulnarled)

• Aktiv undersøgelse:

  • Pronation: Bed patienten om at dreje hånden ned mod underlaget (håndfladen vender ned).
  • Supination: Bed patienten om at dreje hånden opad (håndfladen vender op).

• Passiv undersøgelse:

  • Pronation: Hold armen og drej forsigtigt håndfladen nedad.
  • Supination: Hold armen og drej forsigtigt håndfladen opad.

Art. Radioulnaris Distalis (distal radioulnarled)

• Aktiv undersøgelse:

  • Pronation: Bed patienten om at dreje hånden ned.
  • Supination: Bed patienten om at dreje hånden op.

• Passiv undersøgelse:

  • Pronation: Drej forsigtigt hånden nedad.
  • Supination: Drej forsigtigt hånden opad.

Osteokinematisk undersøgelse (aktiv/passiv) og Patologi & Farmakologi

100

Demonstrer grovtests for skulder og skulderbælte samt passiv osteokinematisk undersøgelse af art. glenohumerale

Grovtests for skulder og skulderbælte

• Abduktion: Bed patienten om aktivt at løfte armen ud til siden og observer bevægelsen. Vurder bevægelsesudslaget og eventuelle smerter.
• Fleksion: Bed patienten om at løfte armen fremad, observer bevægelsen og vurder eventuelle begrænsninger.
• Ekstension: Bed patienten om at strække armen bagud og observer bevægelsen.
• Rotation: Bed patienten om at rotere armen indad (intern rotation) og udad (extern rotation), enten med armen bøjet eller strakt, for at teste skulderens rotationsevne.

Passiv osteokinematisk undersøgelse af art. glenohumerale (skulderleddet)

• Fleksion: Løft forsigtigt armen fremad ved at holde om patientens underarm og observer bevægelsen.
• Ekstension: Stræk forsigtigt armen bagud, mens du holder om armen, og vurder bevægelsen.
• Abduktion: Hold armen i en afslappet position og løft den ud til siden.
• Intern og ekstern rotation: Hold armen bøjet i 90 grader, og drej forsigtigt armen indad og udad for at vurdere rotationsevnen i skulderleddet.

200

Instruer og patientuddan din medstuderende i PRICEM eller PEACE & LOVEprincippet i forbindelse med en ankeldistorsion

• Protection (Beskyt):

  • Beskyt ankelen mod yderligere skade, men ikke for længe. Brug støtte som bandage eller ankelstøtte.

• Elevation (Hævning):

  • Hæv ankelen over hjerteniveau for at reducere hævelse og fremme blodcirkulationen.

• Avoid Anti-Inflammatory Modalities (Undgå antiinflammatoriske behandlinger):

  • Undgå at bruge is og smertestillende midler i de første 24-48 timer, da betændelse er en naturlig del af helingsprocessen og hjælper med at reparere vævet.

• Compression (Kompression):

  • Brug elastisk bandage til at komprimere ankelen for at reducere hævelse.

• Education (Uddannelse):

  • Forklar vigtigheden af korrekt behandling og restitution for at fremme hurtig og effektiv heling.

• Load (Belastning):

  • Begynd at belaste ankelen gradvist, når smerte og hævelse er reduceret. Undgå at overbelaste i starten af helingsprocessen.

• Optimism (Optimisme):

  • Hold et positivt perspektiv. Forvent en god heling og informer patienten om de realistiske helingstider.

• Vascularisation & Exercise (Kredsløb og Træning):

  • Når den akutte fase er overstået, begynd gradvist at udføre øvelser for at genoprette bevægelighed, styrke og stabilitet i ankelen. Træning som vægtbærende bevægelser, balance og mobilitet er vigtige for genopretning.

300

Benævn cellerne i det medfødte/innate og erhvervede/adaptive immunforsvar og redegør for den overordnede funktion af de to typer forsvar

Medfødt (innate) immunforsvar:

• Celler:

  • Makrofager: Fagocytterer patogener og præsenterer antigener.
  • Neutrofile granulocytter: Fagocytterer bakterier og andre patogener.
  • Dendritiske celler: Fungerer som antigenpræsenterende celler, som aktiverer det adaptive immunforsvar.
  • NK-celler: Dræber inficerede eller tumorceller.
  • Mastceller: Deltager i allergiske reaktioner og inflammation.

• Funktion:

  • Det medfødte immunsystem er hurtigt og reagerer generelt på infektioner uden at være specifikt rettet mod et bestemt patogen.
  • Det aktiveres straks ved infektion og bekæmper patogener via fagocytose, inflammation og aktivering af komplement systemet.

Erhvervet (adaptive) immunforsvar:

• Celler:

  • B-celler: Producerer antistoffer, som binder sig til specifikke antigener på patogener.
  • CD4+ T-celler (helper T-celler): Aktiverer B-celler, makrofager og andre T-celler.
  • CD8+ T-celler (cytotoksiske T-celler): Dræber inficerede celler og tumorceller.

• Funktion:

  • Det adaptive immunsystem reagerer specifikt på patogener og skaber en hukommelse, der giver langvarig beskyttelse mod samme patogen.
  • Reaktionen er langsommere, men mere præcis og effektiv, og kan tilpasses forskellige typer infektioner.

400

Redegør for hhv. sprain og strain med tilhørende tre grader, samt hvordan du via undersøgelse og test vil skelne mellem en grad I, grad II og grad III for hver af dem.

Sprain (forstuvning)

• Definition: Skader på ledbånd (ligamenter), der binder knogler sammen. Opstår ved en pludselig overstrækning eller vridning af leddet.

• Grader:

  • Grad I (mild): Let strækning af ledbåndet uden brud. Der er minimal smerte og hævelse, og funktionelle problemer er små.
  • Grad II (moderat): Delvis rift i ledbåndet. Mere udtalt smerte, hævelse, og nedsat funktion. Der kan være ustabilitet i leddet.
  • Grad III (svær): Fuldstændig rift af ledbåndet. Alvorlig smerte, betydelig hævelse, og udtalt instabilitet i leddet.

• Undersøgelse og test:

  • Grad I: Let smerte ved palpation, minimal hævelse, normal funktion og bevægelse.
  • Grad II: Øget smerte og hævelse, reduceret bevægelighed, let instabilitet ved specifik stress-test (f.eks. talus shift test).
  • Grad III: Meget smertefuldt ved palpation, stor hævelse, og betydelig instabilitet ved stress-test (f.eks. anterior drawer test eller Lachman test).

Strain (forstrækning)

• Definition: Skader på muskler eller sener, ofte forårsaget af for hurtigt eller for kraftigt træk.

• Grader:

  • Grad I (mild): Let forstrækning uden muskelskader. Der er smerte og ømhed, men normal styrke.
  • Grad II (moderat): Delvis muskelskade med mere udtalt smerte og svaghed, især ved bevægelse.
  • Grad III (svær): Fuldstændig muskelfiberruptur eller seneskader. Alvorlig smerte, betydelig svaghed og manglende funktion.

• Undersøgelse og test:

  • Grad I: Mild ømhed ved palpation, bevægelse mulig uden betydelig smerte eller svaghed.
  • Grad II: Ømhed og hævelse, smertefuld bevægelse med nedsat styrke og fleksibilitet.
  • Grad III: Stor smerte og hævelse, alvorlig svaghed, og manglende funktionalitet ved bevægelse af den berørte muskel. Test som manuel muskelstyrkebedømmelse afslører nedsat styrke.

500

Redegør for inflammationens kendetegn og de overordnede faser, samt de forskellige fasers formål i helingsprocessen.

Kendetegn ved inflammation

• Rødme (rubor): Øget blodgennemstrømning.
• Hævelse (tumor): Væskeansamling i vævet.
• Smerte (dolor): Øget tryk og kemiske mediatorer.
• Varme (calor): Øget blodgennemstrømning.
• Nedsat funktion (functio laesa): Funktionstab pga. smerte og hævelse.

Faser af inflammation

1. Akut fase (0-72 timer): Stopper blødning, fjerner dødt væv og patogener.
2. Reparationsfase (4-21 dage): Væv regenereres, nye blodkar dannes.
3. Modningsfase (3 uger-6 måneder): Kollagen reorganiseres, og vævet får styrke og funktion.